Spidskålssalat med blomkål, nye ærter og hvide asparges

Sæson: Sent forår og sommer

Kål har i en årrække været en forkætret råvare, men den er en af mine yndlingsvarer, den er utrolig mangfoldig og kan bruges rå i salater, man kan sylte den eller bruge den i en varm tilberedning. Her er det spidskål i en salat, sammen med nye ærter og rå hvide asparges.

 

Til 4 personer

Ingredienser:

  • 1/2 spidskål
  • 450 gr nye danske ærter (ubælget)
  • 4 store danske hvide asparges
  • 1/2 blomkål
  • 2-3 forårsløg
  • skal og saft af 1 stor økocitron
  • Rapsolie

 

IMG_2645

Salat:Fjern stokken fra kålen, og snit den så fint som muligt. Kom kålen i en stor skål og vask den grundigt i kold vand.

Skræl aspargesene med en tyndskræller indtil den bliver lidt perlemorsagtig i overfladen, og skær dem i ca 1 cm tykke skiver. Bælg alle ærterne.

Skær blomkålen i små buketter, og snit forårsløgene fint.

Bland alle ingredienserne sammen og hæld dressing over.

Dressing:

Bland skallen af citronen sammen med saften, et nip havsalt, og hæld ca ½ dl rapsolie i og ryst det godt sammen. Dressingen skal være godt syrlig, men uden det hviner i tænderne..

Spidskål, ærter og hvide asparges er en fantastisk kombination, og denne salat kan varieres i det uendelige. Hav de tre ingredienser som base, og ellers varier salaten som du vil.. Det smager fantastisk med avocado i. Andre ingredienser kunne være: Øko bacon, estragon, grønne asparges, fintsnittet glaskål eller prøv en gl.dags mormordressing af fløde, citron, sukker, salt og masser af fintsnittet purløg.

En kommentar

  1. Pingback: Bøf bearnaise classic | GASTRONOMO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *