Bearnaisesovs (På snydemåden)

Bearnaise er en af danskernes favoritsovse, men mange synes det er nemmere at bruge pulver og færdigkøbt bearnaise, med ca 1 milliard e-numre. Derfor må man hellere bruge denne opskrift, end at ty til sådan en vanvittig handling. Generelt synes jeg ikke man skal springe over hvor gærdet er lavest i et køkken, men af og til opfanger man lidt tips og tricks som gør livet lidt nemmere, og sagtens kan bruges uden det får nogen større indflydelse på smagen. Og så er det jo godt nok. Bearnaise til få skal laves på den traditionelle facon, men her er et lille trick til bearnaisesovs til mange.. Eller hvis du lige vil prøve det af, inden du går i gang med den “rigtige” måde. Det skal være fransk estragon, der findes også en russisk version, men den smager slet ikke nok af anis, og du får ikke den rigtige bearnaisesmag. Så hellere bruge tørret estragon.

bearnaise

Ingredienser: (Til 8 pers)

  • 20 past æggeblommer
  • 500 gr smør
  • saft fra 1 citron
  • 1 bundt fransk estragon (Frisk)
  • salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Skyl estragonen, og tag bladene af den nederste halvdel af stilken, som er den groveste del. Hak resten groft.

Varm smørret op til det er smeltet og står og bobler lidt, det må ikke brune.

I en blender hældes æggeblommer, citronsaft (Start med saften fra en halv), salt og peber og estragon. Start blenderen og kør i 1 minuts tid, og hæld så den næsten kogende smør i. Start med meget lidt ad gangen så æggeblommerne ikke får et “varmechock” og begynder at blive til røræg. Når ca 1/4 af smørret er kommet i blenderen, kan du hælde det i lidt hurtigere. Blenderen skal køre hele tiden.

Når smørret er hældt i, smager man på sovsen og smager den til hvis den mangler noget. Server med det samme.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *