Chokoladesmåkager

De bedste småkager med chokolade.Punktum. Og så er opskriften tyvstjålet fra søster.

(Sæson: Hele året)

 

Ingredienser:

130 gr rørsukker

135 gr farin

140 gr smør

1 stort æg

1 tsk bagepulver

240 gr øko hvedemel

1/2 tsk natron

1/2 vanillestang

200 gr chokolade 47% fra Toms

50 gr hasselnødder

 

Fremgangsmåde:

Bland mel, natron, bagepulver og lidt salt sammen i en skål. I en anden skål piskes farin, blødt smør, vanille og sukker sammen til en stor masse, og ægget piskes efterfølgende i. Brug en håndmixer.

Tilsæt melblandingen (lidt ad gangen) under pisk.

Hak nødder og chokolade (ikke alt for fint, der skal være stykker af nødder og chokolade i den færdige småkage), og vend det i blandingen. Tril nu dejen til kugler, lidt mindre end en golfbold, og bag dem på en bageplade med bagepapir ved 175 gr i ca 15 min. Kuglerne må ikke ligge for tæt på hinanden på bagepladen, da kagerne udvider sig til flade småkager under bagningen.

Køl dem af på en bagerist.

Chokolade/Karameltærte

Tærten er uhyre simpel, og den kræver det bedste af det bedste chokolade man kan opdrive. Irma forhandler valrhona chokolade, og det er absolut blandt de bedste man kan få. Man kan købe karamel på dåse, men det er sjovere at lave selv. Og det smager altså bedre. I stort set alle opskrifter på tærtedej skal der salt i, men det synes jeg ikke er nødvendigt når man også bruger saltet smør.

Ingredienser:tærte

  • 250 gr valrhona jivara 40% chokolade
  • 5 dl piskefløde
  • 200 gr sukker
  • 1 dl lys sirup
  • 260 gr mel
  • 1 æg
  • 170 gr smør
  • 1 spsk flormelis
  • 1 vanillestang
  • 50 gr smør

 

Fremgangsmåde:

Lav mørdejen først. Skær vaniljestangen over på langs, skrab kornene ud, og bland det med puddersukkeret. smuldr smørret ned i melet, og tilsæt æg og vaniljesukkeret og saml dejen. Den skal ikke æltes. Lad den hvile en time i køleskabet.

Efter 1 time rulles dejen ud, og lægges i en tærteform med bagepapir over sig. Fyld tærten med ris, bønner, eller lign helt op til kanten, og bag i ca 15 min ved 200 gr. Når tærten er kommet ud af ovnen, fjernes bagepapiret med bønnerne, og tærten bages videre til den får farve. Det tager 5-10 min.

Køl tærtedejen ned.

Smelt sukkeret sammen med sirup, og en spsk vand på en pande til det begynder at smelte og blive brunt. Når sukkeret er smeltet tilsættes smør, og det røres grundigt i. Tilsæt til sidst fløden under pisk, til du har en flødekaramel. Hæld karamellen ned i den afkølede tærtedej, og sæt på køl et par timer.

Når karamellen har sat sig, laver du chokolademassen. Varm 2½ dl piskefløde op i en gryde, fjern den fra varmen og tilsæt hakket chokolade. Rør til chokoladen har samlet sig, og hæld over karamellen. Sæt på køl igen og tærten er klar efter 2 timer.

Server med vaniljeis og en sprød kiks til. Feks karameltuilles. Se opskriften her.

 

Grøntsagslasagne med øko bacon og pesto

Sæson: Forår og sommer

Lasagne behøver ikke være pasta og kødsovs hver gang. Man kan variere i det uendelige med denne opskrift, og det er kun fantasien der sætter grænser. Man får de lækreste grøntsager i sommerhalvåret, men man kan også sagtens bruge nogle vintergrøntsager..


 

Ingredienser:IMG_2752

  • 300 gr pastaplader
  • 2 squash
  • 1 aubergine
  • 5 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 flaske tomatpassata
  • 1 stor bakke blandede svampe
  • 2 røde pebre
  • 200 gr øko bacon
  • 1 pakke aspargesbroccoli
  • 2 store gulerødder
  • 2 pakker frisk bøffelmozarella
  • 6 dl mælk
  • 125 gr smør
  • 100 gr mel
  • 1/4 muskatnød
  • 200 gr parmesan
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • 1 stort bundt basilikum
  • ½ citron
  • 50 gr pinjekerner

 

 


IMG_2789

Fremgangsmåde:

Hak løg og hvidløg fint, og skær bacon og alle grøntsagerne ud i tern. Rengør svampene og skær dem ud også.

Rist pinjekernerne ved middel varme på en pande, og kom dem op i en morter, sammen med ca 50 gr parmesanost, og et ½ fed hvidløg. Bank det til en pasta, og kom basilikum i, og bank videre til det samler sig. Tilsæt olien, salt, peber og citron, og smag til. Sæt pestoen til side.

I en stor gryde kommes olivenolie i, og svampene steges ved høj varme indtil de får farve. Tag svampene op, skru lidt ned for blusset, og rist baconen til også den får farve. Kom til sidst svampe og grøntsager i, og steg videre i ca 10 min, inden tomatpassataen kommes i. Lad det stå og simre i 20-25 min.

 (lad være med at røre i svampene når de er kommet i gryden, for så sænker man temperaturen i gryden, og svampene afgiver en masse vand. Og så koger de i stedet for at stege. Lad dem være, rør lidt, og lad dem være igen. Er uheldet alligevel ude, og der kommer en masse vand ud af svampene, kan man bare vente til vandet er fordampet, og så steger de igen, men det tager længere tid. )

IMG_2775

Imens kan man lave bechamelsovsen. Smelt smørret ved middelvarme i en gryde, og tilsæt mel lidt efter lidt mens du rører med et piskeris. Lad smør og mel stege i gryden et minuts tid, mens du rører hele tiden, det må ikke tage farve. IMG_2750Pisk mælken i, også lidt efter lidt, og når sovsen er blevet tyk smages der til med salt, peber og revet muskatnød. Jeg lavede en mornayssovs, men det behøver man ikke. Mornaysovs er i alt sin enkelthed bare bechamelsovs tilsat parmesanost. Så riv 150 gr parmesan ned i sovsen, hvis du ønsker det.

 

Læg lasagnen sammen med pastaplader først, pesto, grøntsagerne og til sidst bechamelsovsen. Når sidste lag af bechamel er kommet på, skær mozarellaen i skiver og kom ovenpå.

Sæt i ovnen ved 180 varmluft i ca 40 min.

Tip: Hvis man har tiden til det så gril auberginen, de 2 squash, og de røde pebre på en grillpande. Pebrene grilles hele, med skind på til de er sorte og skindet kan pilles af. Aubergine og squash skæres ud i skiver og grilles rå. Det smager fantastisk!

grillet peber

Skindet skal være sort, når man griller pebre, så er det nemt at få af, og smagen bliver sød og røget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bøf bearnaise classic

Sæson: Hele året

I min verden skal enhver kunne lave en god bøf bearnaise. Man kan komme med alt mulig fancy mad, men er det lavet ordentligt, er der jo ikke noget bedre end en god bøf med sovs og fritter. Det er fuldstændig altafgørende at man vælger den rette udskæring og kød af ordentlig kvalitet. En stor procentdel af de bøffer der bliver solgt i danske supermarkeder er af så ringe kvalitet, at det nærmer sig tyveri ved højlys dag.. Det er spild af penge at købe dårlig kød, så hellere spise en god bøf lidt sjældnere, og få råd til bedre kvalitet. Gå til slagteren, eller alternativt vælge Ludvig rib eye fra Føtex, som absolut er noget af det bedre i supermarkederne.

Ingredienser: (4 pers)

  • 4 rib eye eller entrecote af okse Bøf bearnaise classic
  • 5-6 store bagekartofler
  • 1 l rapsolie
  • 2 æggeblommer
  • 250 gr smør
  • 1 stort bundt fransk estragon (frisk)
  • 4 spsk lagereddike eller anden farveløs eddike
  • 1 bundt kørvel
  • 1/2 hakket scalotteløg
  • 1 citron
  • Havsalt og peber

 

 

Fremgangsmåde:

Start med at smelte smørret langsomt i en gryde og hold smørret lunt, feks ved at sætte blusset på laveste indstilling.

Pommes fritter start: Vask kartoflerne og skær dem i tykke bjælker (ca 1 cm i tykkelse), læg dem i en skål med vand i 20 min så noget af  stivelsen bliver skyllet ud, og kog dem derefter i vand tilsat lidt eddike (Så holder de bedre formen) i 4-5 min uden salt. Lad dem dampe af ved lægge dem i et lag i et stort fad med køkkenrulle i bunden 

Varm olien op i en stor gryde, og læg kartoflerne ned i når olien syder omkring en tændstik, eller olien har en temperatur på ca 170 gr (Hvis du skulle være så heldig at have et termometer).. Det vigtigste er at olien er varm nok til det syder omkring kartoflerne, men det ikke bulderkoger. Friter dem i ca 10 min, eller til kartoflerne begynder at få farve. Læg dem igen i et stort fad med køkkenrulle i bunden.

 

Bearnaise start:Lav en bearnaiseessens ved hælde eddike, det hakkede løg og 2 kviste groft hakket estragon i en gryde, og kog ind til det næsten er væk, ca en teske fuld. Si væsken og hæld den i en skål. Hak derefter resten af estragonen fint.

 

Bøffer og fritter slut: Læg nu bøfferne på en varm grilpande og steg dem i 2-3 min på hver side. Om du krydrer dem med salt og peber inden de ryger på panden, eller du gør det når du har vendt bøfferne er lige meget, bare du husker at krydre dem! Bøfferne skal hvile under folie, mens bearnaisen laves og fritterne færdiggøres.

Varm olien til fritterne op igen, og når olien er varm nok (når det syder om en tændstik), læg fritterne ned i og giv dem 3-4 min alt efter hvor mørke man vil have dem.. Læg dem på fadet igen med køkkenrulle under, og drys dem med masser af havsalt.

rib eye

 

Bearnaisesovs: Imens olien til pommes fritterne varmer op, hældes essensen i en lille gryde, sammen med 2 æggeblommer , og sættes på et lavt blus. Og så skal der ellers piskes! Pisk indtil det begynder at skumme og æggene tykner en smule. Hæld det smeltede smør LANGSOMT i æggene, mens der stadig piskes. I starten er det en god ide at hælde lidt i ad gangen.. Når det begynder at samle sig og tykne yderligere, kan du begynde at hælde i en tynd stråle.. Husk at det hvide valle fra smørret ikke skal med ned i sovsen.

Når al smørret er hældt i, fjernes gryden fra blusset, og den hakkede estragon kommes i. Smag til med salt og peber, til den smager godt igennem af estragon. En bearnaise er i sagens natur ret fed pga smørret, så den skal have en vis syre også.. Har den ikke det, kan du justere med lidt citronsaft. Hvis bearnaisen er for tyk, kan man hælde lidt vand i til den har den ønskede tykkelse.

De første gange man skal lave bearnaise, er det en god ide at gøre det over vandbad, dvs en lille gryde oveni en større gryde med lidt varmt vand i, men når man først har fået følelsen med det, kan det godt laves direkte på blusset.

Anret maden på en stor tallerken, og server med en salat til.

Note: Har du ikke mod på at lave en bearnaise på den rigtige måde endnu, kan du bruge opskriften på snydebearnaise her.