PETIT FARCIES GRAND MERE (AUBERGINER)

Dette er en fransk klasiker fra provence, som kan varieres som man har lyst til. Og det gør jeg da også fra gang til gang, og laver dem feks både med og uden kød.

(Sæson: Hele året)

 

Ingredienser: (4-6 pers)

4 auberginer

2 fed hvidløg

1 rødløg

1 bdt krydderurter (basilikum, timian , rosmarin eller hvad du nu kan lide)

Solmodne tomater

1 lille stykke tørsaltet bacon eller pancetta skåret i små tern

Parmesan ost

God olivenolie

1 pakke bøffelmozzarella (Kan udelades)

1 æg

Fremgangsmåde:

Skær auberginerne over på langs, så du har to halvdele, rids auberginekødet i tern med spidsen af en skarp kokkekniv, (men pas på ikke at skære hele vejen igennem til aubergineskindet), og brun dem med skærefladen nedad i masser af olivenolie, ved høj varme. Det gør ikke noget at auberginen brænder på, og bliver lidt sort nogen steder, det giver god smag. Den skal selvfølgelig ikke kremeres, men lidt sort hist og her er kun en fordel.

Steg baconen på en pande og læg det på fedtsugende papir efterfølgende. Skyl og hak krydderurterne fint.

Skrab det varme auberginekød ud i en skål, med en alm ske (uden at ødelægge skindet på auberginen, det skal bruges igen), og bland det med hakket hvidløg, de hakkede krydderurter, tomater skåret i tern, æg, det stegte bacon og revet parmesanost. Mindst en stor håndfuld.

Rør massen godt sammen, og smag til med salt og peber, og fyld det over i auberginerne igen. Læg skiver af mozzarellaen ovenpå, og kom dem i ovnen ved 180 gr varmluft i 20-30 min.

Hvis massen er for våd, inden den fyldes over i auberginerne igen, kan man bare tilsætte lidt rasp.

Server som hovedret med en grøn salt og et godt brød.

Pasta pesto med tomater, sprødstegt kylling og parmaskinke

Jeg spiser pasta minimum en gang om ugen, og selvom jeg prøver at variere det lidt, er der nogen pastaretter jeg bliver ved med at vende tilbage til. Og det her er en af dem. 

(sæson: Sommer, men den kan selvfølgelig laves hele året)

 

Ingredienser: 4 pers

8 kyllingelår (det kan både være over eller underlår)

5oo gr pasta

1 portion pesto (se her)

en stor håndfuld modne san marzano tomater

7-8 fed hvidløg

1 pakke parmaskinke eller anden lufttørret skinke

Hvedemel

1 stk parmesanost

 

Fremgangsmåde:

Sæt ovnen på 180 varmluft. Læg kyllingelårene i en stor gryde eller skål og vend dem i hvedemel. Drys overskydende mel af, og steg lårene gyldne i rigelig olivenolie på en pande, og sæt dem efterfølgende ind i ovnen i en bradepande. Husk at give lårene salt og peber.

Jeg plejer at stege kyllingen med en masse hvidløg, der er knust med skal på, med siden af en stor kniv. Bare giv dem et slag med kniven. Evt steges de også med 3-4 kviste frisk timian eller rosmarin hvis man har.

Lav pestoen imens , og sæt derefter vandet over til pastaen. Når pastaen er kogt, vendes den med pesto og ca 1/2 dl af pastakogevandet, til det har samlet sig. Læg pastaen op i et fad, og drys med revet parmesanost, friske tomater og skinken, som kan rives eller skære over i mundrette bidder. Server med den stegte kylling, som pga melet nu gerne skulle have sprødt skind.

 

 

 

Spaghetti med kødboller

En stor klassiker, som gang på gang er blevet maltrakteret på diverse “italienske” restauranter, der tror de laver italiensk mad. Lav den selv, og den vil smage 100 gange bedre. Den er også velegnet til at fryse ned, så jeg laver altid store portioner.

(Sæson: Hele året)

 

Ingredienser: (6-8 pers)

2 flasker tomatpassata evt Di Cecco (Ikke pure! Det er purerede tomater, men det er ikke det samme som pure som fås i små konservesdåser.)

1 stort løg

1 stort bdt basilikum

5 fed hvidløg

Balsamicoeddike

Sukker

500 gr hakket oksekød

500 gr hakket svinekød (Friland naturligvis)

2 æg

2 spsk hvedemel

2 dl mælk

1 spsk salt

500 gr spaghetti af god kvali

1 stk parmigiano reggiano

 

Fremgangsmåde:

Bland svinekød med oksekød, og rør det sejt med salt. Hvis du har en røremaskine er det nemmest, men det kan sagtens gøres med en ske i hånden. Tilsæt æg, mel, 2 fed knuste hvidløg, halvdelen af basilikummen (som skal hakkes groft),  mælk og rør farsen sammen. Lav evt en lille frikadelle og steg den på panden, så du kan smage om den mangler salt. Sæt farsen på køl i min. 30 min.

Imens laves tomatsaucen. Hak løg og hvidløg og steg det 2 min i olivenolie, tilsæt lidt balsamico, og kog det næsten væk. Hæld tomatpassataen i, og lad det simre i 20-25 min. Tilsæt den anden halvdel af basilikummen, og smag til med salt, peber og sukker. Tag den af blusset, og bare skub den lidt til side.

Form runde kødboller af farsen på størrelse med en golfbold, og læg dem på et fad. Det er nemmest at forme kødbollerne med våde hænder, så dyp hænderne i lidt vand under hele processen.

Steg bollerne så de får en gylden overflade, men ikke bliver gennemstegte, tænd for tomatsaucen igen, og tilsæt de stegte kødboller. Lad saucen simre med kødbollerne i, i ca 15 min.

Imens koges pastaen og så er retten klar.

Serveres med store mængder revet parmesanost og evt nogle basilikumblade.

 

 

 

Spaghetti med rejer, chili og hvidløg

(Sæson: Hele året)

Retten er hurtig at lave og kræver ikke meget tilberedning, men husk som altid ikke at købe det billigste af det billigste. Rejer er dyre, men det er også det eneste der er dyrt ved denne ret.

Ingredienser: (4 pers)reje pasta

  • 500 gr spaghetti
  • 1 chili
  • ½ bundt bredbladet persille
  • 3 fed hvidløg
  • 300 gr rå tigerrejer eller skagensrejer
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • Parmesan
  • 1 citron
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Skyl persillen og hak den fint sammen med chilien. Hak hvidløget, tilsæt et nip salt, og knus det med bredsiden af kniven til du har en fin mos af hvidløg.

Kog spaghettien i masser af vand og godt med salt.

Kom olie på en pande, og steg chili, 2/3 af hvidløgene, og rejer i 2-3 min indtil rejerne har skiftet til den genkendelige røde farve. Fjern panden fra det varme blus så snart rejerne er færdige. (Det er vigtigt at det bliver gjort så det times med at spaghettien er færdig samtidig med rejerne).

Smag til med citronsaft, salt og peber. Kom pastaen op til rejerne, og sørg for at lidt af kogevandet kommer med over i panden. Det skal ikke svømme i vand, men det må godt komme noget med. Tilsæt resten af hvidløget, rør rundt og drys med persillen og friskrevet parmesan. Kom lidt olivenolie over retten også.

 

 

Toscansk suppe med kål og bønner

(Sæson: Sommer og efterår)

Denne suppe er god på kolde sommer og efterårsdage, og hvis du tænker at det lyder lidt småkedeligt, så må du tro om igen, den smager virkelig godt.  Lav en stor portion, så der er til et par dage eller 3, og noget der kan fryses ned. I Toscana er det nemt at få friske borlotti bønner , herhjemme skal du nok på et madmarked for at finde dem, men ellers kan man købe bønnerne på dåse eller tørret, og det virker fint. Har du købt dem tørret, skal de udblødes i min. 12 timer.

IMG_2803

Ingredienser:

  • 500 gr friske borlotti bønner eller 400 gr hvis det er på dåse
  • ½ spidskål eller savoykål
  • 5 store gulerødder
  • 4 stilke blegselleri
  • 6 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 3 porrer
  • 2 dåser Di Cecco flåede tomater
  • 1 squash
  • 400 gr friske ærter
  • 200 gr røget øko bacon (Ikke dem i skiver, men et helt stykke)
  • Jomfruolivenolie
  • Det bedste brød du kan opdrive
  • Grøntsagsbouillon
  • Salt og peber
  • Parmesan i rigelige mængder

 

Fremgangsmåde:

Hvis du har været så heldig, at få friske borlotti bønner, så start med at bælg dem.

Hak løg og hvidløg fint, og skær grøntsagerne ud i små tern. Baconen skæres ligeledes ud i tern, og ærterne bælges.

Del kålen i 2 på langs, og fjern stokken med en kniv. Skær den ene halvdel af kålen over igen på langs, og snit den så fint du kan. Hvis det er en meget lille kål kan man godt bruge det hele, men som regel er et halvt kål rigeligt.

Kom løg, hvidløg og bacon i en stor gryde med en god sjat olivenolie, og steg nogle minutter ved middelhøj varme, før du vælter grøntsagerne og kålen ned i. Steg det til grøntsager og kål falder lidt sammen, ca 10 min, og tilsæt de flåede tomater og bouillon til det knap dækker.

Kog det i ca 30 min og tilsæt bønnerne. Kog videre i et kvarters tid (Hvis du bruger de udblødte tørrede bønner varer det nok længere før de er møre), tilsæt de bælgede ærter, og tag gryden af varmen.

Smag til med salt og peber.

Til servering, dryppes der lidt olivenolie i hver tallerken, og drysses med rigelige mængder revet parmesan. Mums!

Server med brød.