Hjemmelavede burgere med trøffelmayo, friterede løgringe og avocadosnask

Min version af en luksusburger, er ikke svær at lave overhovedet, den er ikke anderledes bygget op end så mange andre, men det er vigtigt at råvarerne er gode, ligesom det er med alt andet mad. 

Ingredienser: (4 pers)

ca 800 gr oksekød (Gerne med omkring 10% fedt)

1 stort og 1 lille løg

2 avocadoer

2 dl cremefraiche

1 lille fed hvidløg

8-10 san marzano tomater

8 skiver god bacon

4 tykke skiver cheddarost

2 past. æggeblommer

rapsolie til mayo og løgringe

Trøffelolie

dijonsennep

1/2 citron

Æg og rasp til panering

4 store burgerboller

Evt agurkesalat hvis man er til det.

 

Fremgangsmåde:

Trøffelmayo: Æggeblommerne piskes sammen med citronsaft, dijonsennep, salt og peber til blommerne skifter farve, og der tilsættes rapsolie lidt ad gangen til du har en mayonnaise. Smag til med salt (hvis den mangler) og lidt trøffelolie, men endelig ikke for meget, det bliver hurtigt meget dominerende. Sæt mayoen på køl.

Tag sten og skal af avocadoerne, kom dem i en skål, og tilsæt salt, peber, hvidløg, creme fraiche og citronsaft. Blend det hele med en stavblender, smag til med salt og peber, og sæt på køl.

Skær løget i tykke skiver på ca 1/2 cm og paner dem i mel, æg og rasp, i nævnte rækkefølge og sæt til side.

Del kødet i 4 dele, form 4 bøffer, krydr med salt og peber, og steg dem på panden . De må gerne være lyserøde indeni. Når du har vendt bøffen lægges osten ovenpå, så den smelter over kødet. Man kan tilføje en lille bitte smule vand rundt om kødet, dampen fra vandet hjælper osten med at smelte (Lille cafetrick 🙂 ) .

Sæt en gryde eller pande med høje sider over blusset og hæld rapsolien i, til bunden er dækket med et tykt lag olie. Ca 1 cm. Friter de panerede løgringe ved middelvarme, læg dem på fedtsugende papir og drys med masser af salt.

Imens skæres tomat og løg og sættes til side.

Når kødet er færdigt skal det hvile i 5-10 min, og i den tid steges baconen.

Det lune brød smøres med mayoen, og så er det bare at bygge burgeren op som man har lyst til. Husk rigelig avocadosnask i!

Er man ikke til smagen af trøffel laves der bare en almindelig mayo. Det smager også godt med bløde læg i.

 

 

Hvide danske asparges med rejer, citronsyltet agurk og rejemayo

(Sæson: Maj-Juli)

Nye hvide asparges er en delikatesse, som kan spises rå, feks i salater, eller kogte sammen med salt skinke, røget laks, eller som tilbehør til fisk og kød. Der er mange muligheder, men denne opskrift er jeg blevet særlig glad for. Den er faktisk inspireret af  en ret min kæreste fik på restaurant Frederiks have, og den kan serveres som forret, eller server den som hovedret med feks stegt rødspætte.

asparges

 

Ingredienser: (til 4 pers)

  • 12 danske hvide asparges
  • 300 gr fjordrejer med skal
  • 1 bundt dild
  • 2 øko citroner
  • 1 agurk
  • 2 æggeblommer
  • ca 3 dl bornholmsk rapsolie
  • 1 tsk sennep
  • ærteskud
  • salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Få det kedeligste overstået først. Rejerne skal pilles og det kan godt tage lidt tid, så her ville det være dejligt med lidt hjælp! Kom rejerne i en gryde med kogende vand tilsat salt, tag gryden af blusset og lad rejerne ligge i 1-2 minutter, før de tages op og skylles med koldt vand. Det er nemmest at pille rejerne når de er nykogte, så det gøres med det samme... Husk at skallen på rejerne skal gemmes! Når det er overstået er resten en ren leg. Sæt de pillede rejer på køl, og kog rejeskallerne i rapsolien ved lavt blus i ca 25 min. Lad olien køle ned med skaller i, før den sies gennem en sigte. Nu kan du sagtens smide skallerne ud, de har afgivet den smag de kan.

Pisk æggeblommerne sammen med sennep, saft og skal fra en halv citron, samt salt og peber, til æggeblommerne skummer og bliver lysere. Pisk rejeolien langsomt sammen med æggeblommerne til du har en tyk rejemayo. Smag evt til med salt, peber og citronsaft. Kom mayoen i en sprøjtepose eller almindelig frysepose, og sæt på køl.

Skær brede bånd af agurken med en tyndskræller (Det er af ren æstetiske årsager, man kan ligeså godt skære i tern) ned i en skål. Skyl dilden og hak den groft og kom den ned til agurken, sammen med saft af en 1 citron.

Skyl ærteskudene i koldt vand, og skræl så de hvide asparges. Aspargesene koges i ca 2-3 min i vand tilsat salt.

Anret tallerkenen med de hvide asparges i bunden, rejer, ærteskud og agurk ovenpå, og til sidst rejemayoen ved siden af.

Tip: Hvis man ikke gider at stå og pille så mange rejer, kan man købe dem pillede og kogte. Til rejemayoen kan man så købe 200 gr friske upillede rejer, og koge dem i olien med kød og skal. Det er selvfølgelig lidt dyrere, men man sparer en del tid.