Kartoffel/porre suppe med timian og bacon

(Sæson: Efterår og vinter)

Supper burde have en større plads i køkkenet i Danmark end tilfældet er. Der er dukket nogle steder op der serverer gode supper, men nogen stor plads i folks madhjerter har de ikke. Supper er som regel billige at lave, og der er virkelig mange muligheder for at kombinere forskellige gode råvarer. Denne suppe har jeg lært at lave på mit første lærested, og har hængt ved nu i over 10 år.

Ingredienser: (4 pers)

  • 1,2 kg danske kartoflerkartoffel suppe
  • 2 porrer
  • 2½ dl piskefløde
  • 150 gr øko bacon
  • 1 lille bundt kviste frisk timian
  • Det grønne af 2 forårsløg
  • salt og peber
  • Citronsaft fra en ½ citron

 

Fremgangsmåde:

Rens porrerne fri for jord, skræl kartoflerne og skær dem groft ud. Kog porrer og kartofler i usaltet vand i et kvarters tid til de er møre, og hæld 2/3 af vandet fra. Lad den sidste tredjedel af vandet blive i gryden, og blend med en stavblender til en suppe. Man må hellere starte med for lidt vand, end for meget.. Man kan altid lave suppen tyndere, men det er svært den anden vej rundt.

Riv de små blade af timiankvistene og hak dem fint. Tilsæt fløde, timian, salt, citronsaft og peber. Smag på den, den skal med garanti have mere salt, den kan trække en del sådan en suppe. Hvis den er for tyk tilsætter man bare lidt vand.

Skær baconen ud i små terne og rist dem af på en pande. Læg dem på fedtsugende papir, og kom dem i suppen.. Eller kom nogen i suppen, og andre ovenpå som pynt. Læg fintsnittet forårsløg på toppen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *