Salat med laks, nye kartofler og sprødt lakseskind

Sæson: Sommer

Det er faktisk irriterende svært at købe visse grøntsager som ikke er i pakker, når man skal handle i et supermarked, og det er bla derfor der er så store problemer med madspild over hele verden. Jeg havde en del rester til overs fra et måltid, bla ærteskud, 3/4 hjertesalat, nogle radiser, ½ il fornaio brød og 2 forårsløg. Jeg besluttede mig for at lave den her hverdagssalat eller frokostsalat med laks. Jeg havde rester til 2, men jeg lægger opskriften ud til 4 personer.

Der er på ingen måde noget revolutionerende ved salaten, men det er alligevel et godt eksempel på hvor vigtig gode råvarer er. Den kan blive meget kedelig, eller den kan blive særdeles lækker, hvis råvarerne sidder lige i skabet. Og ja det er vigtigt med lidt salt, også i salater.

 

Ingredienser: (4 pers)IMG_2825

  • 1 hjertesalat
  • 600 gr nye danske kartofler
  • 4 laksefileter med skind
  • 1 bundt dild (IKKE den i potter)
  • 1 bundt radiser
  • 3 forårsløg
  • 1 pakke ærteskud (Fås i pakker i Irma eller Brugsen)
  • 20-25 små modne tomater
  • ½ blomkål
  • 1 øko citron
  • Havsalt
  • Bornholmsk rapsolie
  • 1 godt brød

 

Fremgangsmåde:

 

Start med skylle salat, dild, ærteskud og radiser.

Kog kartoflerne med rigeligt salt, specielt hvis de bliver kogt med skræl på, lad dem køle af inden du går videre med de andre ting. De må gerne være lune, men ikke varme.

Skær grøntsagerne ud i mundrette stykker, og hak forårsløgene og dilden fint. Skær eller riv salaten ned i en skål, og bland de andre ingredienser i. Bland det rundt med hænderne.

Steg laksen i olie ved middelhøj varme på skindsiden. Laksen skal steges på skindsiden til den næsten er færdig. Det tager 10-15 min. Sørg for den ikke steger for hårdt, for skindet skulle gerne kunne spises, men det er ikke særlig sjovt hvis skindet bliver sort. Vend laksen når du kan se at varmen er nået op gennem fisken, og steg den på den anden side i et minuts tid.

Tag skindet af laksen, det er ret nemt, og skær det sprøde skind ud i mindre stykker, og kom laks og skind op i salaten og vend det rundt.

Lav en dressing af saften fra en citron, havsalt og rapsolie. 1 del citron til 3 dele olie.

Hæld dressingen over og den er klar. Husk godt brød til. Og et glas koldt hvidvin hvis det er weekend 🙂

 

Note: Der er jo ingen der siger at du lige skal bruge de her ingredienser, det er vigtigt ikke at blive slave af opskrifter. Hvis du ikke har ærteskud så vælg friske ærter. Tilsæt avocodo, en god bacon eller noget helt tredje..

 

 

 

 

 

Jomfruhummermousse med æbler, jordskokker og mayo

(Sæson: September-December)

Jeg har serveret denne ret til nytår, det er ikke alt for besværligt, og har man prøvet den en gang vil man ret sikkert vende tilbage til den. Brug frosne jomfruhummere, hvis ikke du kan få de friske. Opskriften kan også bruges til alm hummer, og forskellig slags hvid fisk.

 

  • Ingredienser: (4 pers)IMG_6751
  • 500 gr jomfruhummer med skal
  • 2 æg
  • 2½ dl piskefløde
  • 2 æbler
  • 3 jordskokker
  • Æblecidereddike
  • 80 gr øko bacon (fra et helt stykke)
  • 3 dl rapsolie
  • 2 past æggeblommer
  • 2 kviste estragon
  • Frisk kørvel
  • Rød havesyre
  • 1 citron
  • salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Mayo: Pil jomfruhummerhalerne fra kroppen, og fordel haler og kroppe hver for sig. Husk at tage tarmstrengen ud af jomfruhummerhalerne.

Tag skaller og klør, ikke jomfruhummerkroppens bløde dele, og kom op i en gryde med lidt olie. Knus dem med ske i gryden, mens de steger ved hård varme. Efter 4-5 minutter tilsættes al rapsolien, og skaller og klør simrer i olien i 25 min.

Si olien fra og køl den ned til køleskabstemperatur.

Pisk to æggeblommer, tilsæt salt og citron, og hæld jomfruhummerolien langsomt i, til du har en mayo. Sæt på køl.

Mousse: Jomfruhummerhalerne kommes op i en foodprocessor og røres sejt med salt. Efter et par minutter tilsættes æg, 1 ad gangen, og til sidst piskefløde alt imens foodprocessoren kører.

Hæld massen op i små forme, fx en ramakin, og sæt dem i ovnen i et varmt vandbad, og giv dem 30 min ved 140 gr.

Skær baconen i små tern, og steg på en pande.

Skær æbler og jordskokker tynde skiver og mariner dem i æblecidereddike.

Læg skiver af æble og jordskokker i midten af tallerknen, og læg bacon over. Tag den varmes mousse og sæt ovenpå og læg jomfruhummermayoen ved siden af. Slut af med krydderurterne og server med et koldt glas hvidvin og brød.

Chokolade/Karameltærte

Tærten er uhyre simpel, og den kræver det bedste af det bedste chokolade man kan opdrive. Irma forhandler valrhona chokolade, og det er absolut blandt de bedste man kan få. Man kan købe karamel på dåse, men det er sjovere at lave selv. Og det smager altså bedre. I stort set alle opskrifter på tærtedej skal der salt i, men det synes jeg ikke er nødvendigt når man også bruger saltet smør.

Ingredienser:tærte

  • 250 gr valrhona jivara 40% chokolade
  • 5 dl piskefløde
  • 200 gr sukker
  • 1 dl lys sirup
  • 260 gr mel
  • 1 æg
  • 170 gr smør
  • 1 spsk flormelis
  • 1 vanillestang
  • 50 gr smør

 

Fremgangsmåde:

Lav mørdejen først. Skær vaniljestangen over på langs, skrab kornene ud, og bland det med puddersukkeret. smuldr smørret ned i melet, og tilsæt æg og vaniljesukkeret og saml dejen. Den skal ikke æltes. Lad den hvile en time i køleskabet.

Efter 1 time rulles dejen ud, og lægges i en tærteform med bagepapir over sig. Fyld tærten med ris, bønner, eller lign helt op til kanten, og bag i ca 15 min ved 200 gr. Når tærten er kommet ud af ovnen, fjernes bagepapiret med bønnerne, og tærten bages videre til den får farve. Det tager 5-10 min.

Køl tærtedejen ned.

Smelt sukkeret sammen med sirup, og en spsk vand på en pande til det begynder at smelte og blive brunt. Når sukkeret er smeltet tilsættes smør, og det røres grundigt i. Tilsæt til sidst fløden under pisk, til du har en flødekaramel. Hæld karamellen ned i den afkølede tærtedej, og sæt på køl et par timer.

Når karamellen har sat sig, laver du chokolademassen. Varm 2½ dl piskefløde op i en gryde, fjern den fra varmen og tilsæt hakket chokolade. Rør til chokoladen har samlet sig, og hæld over karamellen. Sæt på køl igen og tærten er klar efter 2 timer.

Server med vaniljeis og en sprød kiks til. Feks karameltuilles. Se opskriften her.

 

Spaghetti med rejer, chili og hvidløg

(Sæson: Hele året)

Retten er hurtig at lave og kræver ikke meget tilberedning, men husk som altid ikke at købe det billigste af det billigste. Rejer er dyre, men det er også det eneste der er dyrt ved denne ret.

Ingredienser: (4 pers)reje pasta

  • 500 gr spaghetti
  • 1 chili
  • ½ bundt bredbladet persille
  • 3 fed hvidløg
  • 300 gr rå tigerrejer eller skagensrejer
  • Ekstra jomfruolivenolie
  • Parmesan
  • 1 citron
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Skyl persillen og hak den fint sammen med chilien. Hak hvidløget, tilsæt et nip salt, og knus det med bredsiden af kniven til du har en fin mos af hvidløg.

Kog spaghettien i masser af vand og godt med salt.

Kom olie på en pande, og steg chili, 2/3 af hvidløgene, og rejer i 2-3 min indtil rejerne har skiftet til den genkendelige røde farve. Fjern panden fra det varme blus så snart rejerne er færdige. (Det er vigtigt at det bliver gjort så det times med at spaghettien er færdig samtidig med rejerne).

Smag til med citronsaft, salt og peber. Kom pastaen op til rejerne, og sørg for at lidt af kogevandet kommer med over i panden. Det skal ikke svømme i vand, men det må godt komme noget med. Tilsæt resten af hvidløget, rør rundt og drys med persillen og friskrevet parmesan. Kom lidt olivenolie over retten også.

 

 

Kold agurkesuppe med rygeost, citron og radiser

(Sæson: Maj-August)

Kold agurkesuppe er en både lækker og billig forret, som er perfekt til varme sommeraftner. Og så kan den laves flere timer i forvejen, så man ikke står nørkler med det i sidste øjeblik. Den er god før en lidt tungere hovedret, for den er ikke specielt mættende.

 

Ingredienser: (4 pers)IMG_2818

  • 2 agurker
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • 3 dl grøntsagsbouillon fra urtekram
  • 1 forårsløg
  • 1 lille bæger eller 200 gr græsk yoghurt
  • 1 spsk røgeost
  • 1 bdt purløg
  • 1 bdt radiser
  • Saften fra ½ citron
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Lav bouillonen og køl den af. Skræl agurkerne, og skær dem i grove stykker og kom dem op i en si. Drys dem med salt, og lad salten stå og trække lidt væde ud af agurkerne i 20 min.

Kom agurkerne op i en blender, og tilsæt bouillon, yoghurt, mynte, citronsaft, røgeost, grofthakket forårsløg, samt salt og peber og blend det godt. Smag på den for at se om den mangler salt.

Sæt den på køl i et par timer, og server den iskold med fintsnittet purløg, og radiser skåret i tern.